
STRØDAMRESERVATET
www.strødam.dk
Et enestående naturområde
Strødam Naturreservat – eller bare Strødamreservatet – dækker 160 hektar i den sydvestligste del af Gribskov, vest for Gadevang By. Her har naturen haft ro i 100 år uden at blive forstyrret af almindelige skovgæsters adgang, fuglelivet har udviklet sig upåvirket af mennesker, og her har væltede træer fået lov at ligge overalt de seneste mindst 40 år til gavn for svampe og smådyr. Størstedelen af reservatet er skov, hvoraf de ældste partier er gamle bøge fra først i 1800-tallet.

Andre dele af skoven er fremkommet ved mere eller mindre naturlig tilgroning af moser og enge med birk, el og ask. Her kan man finde nogle af Danmarks tykkeste birketræer. Omkring den sydlige halvdel af skoven er der bevaret et græsningslandskab med grupper af fritstående, gamle ege- og bøgetræer – de ældste omkring 300 år. Da de spirede frem, tilhørte området endnu Det Kongelige Frederiksborgske Stutteri og blev brugt som græsvang, hvor man høstede store mængder vinterfoder til stutteriets heste.
I 1872 blev Strødam solgt fra statsskoven ved en offentlig auktion. Finansmanden C. F. Tietgen erhvervede ejendommen og opførte sin sommerresidens her i en blanding af schweizisk og engelsk stil med parterrehave og udsigt over åbne græsningsvænger. Den gik siden i arv til hans hustrus nevø, Axel Jarl, som i 1925 lod hele området frede som naturreservat. Det har nu været lukket for offentlig adgang i 100 år!
Efter mere end to generationers familieejerskab, overdrog han året før sin død – i 1949 – ejendommen til en velgørende stiftelse, i dag Jarlfonden. Den lader et udvalg af forskere fra Københavns Universitet – Strødamudvalget – forvalte driften og styre udførelsen af forskningsprojekter og naturstudier i reservatet.

I den nye bog 'Strødam. Naturreservat i 100 år' har Flemming Rune fortalt Strødams historie fra fortid til nutid – fra den tidligste omtale ved middelalderens slutning til Tietgens og Jarls herskab i 1800- og 1900-tallet.
Strødamudvalgets medlemmer og udvalgte forskere har beskrevet nogle af forskningens hovedområder i reservatet. Bl.a. de omfattende studier af fuglene og deres uforstyrrede sang, artsrigdommen af svampe på de naturligt store mængder dødt ved i reservatet, og den indsigt i biodiversitetens uforstyrrede udvikling, som den omfattende forskning har givet.
For første gang præsenteres et bredt udvalg af naturforskningsprojekter udført i reservatet gennem årene, flere end 250 indgående studier, heraf næsten 100 universitetsprojekter på bachelor, master eller ph.d.-niveau.

Strødam har givet os en omfattende, ny viden om naturen og er blevet spredningskilde for mange af de naturskovsorganismer, der har svært ved at overleve i den "dyrkede natur" i Gribskov. Strødam er den rigeste del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
To gange om året laves guidede ekskursioner i reservatet, hvor skovgæster kan opleve naturen på nærmeste hold. Denne bog giver et indblik i reservatets farverige og fascinerende fortid og forskning. Her hersker naturens uorden. Her får det naturlige kredsløb lov til at fungere uforstyrret – mere og mere naturligt, år for år.
